Azis, en bulgarsk kunstner kendt for sin flamboyante persona og følelsesladede præstationer, dykker dybt ned i angsten ved ulykkelig kærlighed i sin sang 'Habibi / Хабиби'. Udtrykket 'Habibi', et arabisk ord, der betyder 'min kærlighed' eller 'min kære', sætter tonen for en dybt personlig og følelsesladet fortælling. Teksterne tegner et levende billede af en kærlighed, der ikke er gengældt, fyldt med længsel, smerte og en følelse af forladthed.
Sangen åbner med en række spørgsmål rettet mod den elskede, der spørger, om de har det godt, og om de savner sangeren. Dette etablerer straks en følelse af adskillelse og længsel. Sangeren indrømmer ikke at være i stand til at tage vare på sig selv, hvilket indikerer, at fraværet af den elskede har efterladt ham i en tilstand af fortvivlelse. De gentagne udråb om kærlighed og ønsket om at dø uden den elskede understreger intensiteten af hans følelser. Brugen af ordet 'Habibi' gennem hele sangen understreger den dybe hengivenhed og forbindelse, sangeren føler, på trods af manglen på gengældelse.
En gribende metafor introduceres med billedet af en lille hund, som sangeren forærede den elskede, blot for at finde den forladt og vandrer i gaderne. Denne hund symboliserer sangeren selv - engang elsket, nu kasseret og overladt til sig selv. Parallellen mellem hundens situation og sangerens følelsesmæssige tilstand er slående og fremhæver følelsen af forræderi og omsorgssvigt. Sangerens selvbeskrivelse som en 'fattig, såret dreng', der fortsætter med at længes efter den elskede, på trods af at han bliver mishandlet, forstærker yderligere temaet om ulykkelig kærlighed.
Sangen afsluttes med en kraftfuld erklæring om, at sangerens identitet er knyttet til den elskede. Uden dem føler han sig mindre end menneskelig og sætter spørgsmålstegn ved sit eget værd og formål. Billedsproget om at blive sparket som en hund og det retoriske spørgsmål om, hvem han skulle være smuk for, hvis ikke for den elskede, indkapsler dybden af hans sorg og virkningen af ulykkelig kærlighed på hans selvfølelse. Azis bruger mesterligt levende billeder og rå følelser til at formidle smerten ved at elske en, der ikke elsker dig tilbage, hvilket gør 'Habibi / Хабиби' til en uhyggelig smuk udforskning af hjertesorg og længsel.