Jeg forlader rummet
at hvile
fra en tom
og uopreddet seng
af din parfume.
Endelig på gaden
pludselig farer jeg vild
blandt folket
kommer ud af en biograf
og du dukker op
som en skygge
hver gade jeg krydser,
hvert ansigt uden navn,
hvert hjørne du gemmer,
hver nat der falder,
hver dag der går i stykker,
Jeg bærer dig altid
på kanten,
på kanten,
med dine læber stille
på kanten.
Jeg kan ikke holde ud mere
hukommelsen
af den nat
under fuldmånen,
tabt i dine arme.
Jeg går ind i en bar,
Jeg vil bedøve mig selv,
nogen taler til mig
og jeg kan ikke hjælpe
men du dukker op
som en skygge
hver sætning jeg hører,
hver løgn jeg fortæller,
hvert ord nævner dig,
hver nat der falder,
hver dag der går i stykker,
Jeg bærer dig altid
på kanten,
på kanten,
med dine læber stille
på kanten,
stadig i min sjæl
på din hud.