Hoziers 'Wildflower and Barley' med Allison Russell er en gribende refleksion over tidens gang, livets cykliske natur og søgen efter formål. Sangen sammenstiller forårets liv med temaer om adskillelse og dødelighed. Det tilbagevendende billedsprog af 'vildblomst og byg' symboliserer naturlig vækst og landbrugets kredsløb, som igen afspejler menneskets liv og oplevelser.
Teksterne svinger mellem landlige og bymæssige omgivelser, hvilket antyder en universel relevans af de diskuterede temaer. Sætninger som 'Jeg kan lugte sommer på dens ånde' og 'Græsset græder efter at blive opvarmet af kroppe' fremkalder sanseoplevelser, der forbinder lytteren med jordens fornyelse. Denne fornyelse står imidlertid i kontrast til 'afgang og død', der fremhæver livets forbigående natur. Omtalen af 'healerne' og 'graverne' antyder et fællesskab, der arbejder hen imod helbredelse og vækst, men alligevel afslører sangerens indrømmelse af at føle sig 'lige så nyttig som snavs' en personlig kamp for at finde mening og formål.
Sangens struktur, med dens refræn om forpligtelsen til at 'blive begravet i handlinger' og 'begravet i ord', foreslår en beslutning om at være proaktiv, at efterlade et mærke, enten gennem handlinger eller sprog. Dette engagement er en anerkendelse af dødens uundgåelighed, men også en erklæring om ønsket om at bidrage positivt til verden. 'Wildflower and Barley' er et eftertænksomt stykke, der tilskynder lytterne til at reflektere over deres eget liv, den indflydelse, de ønsker at gøre, og den arv, de håber at efterlade.