Sevdalizas 'Sirens Of The Caspian' er en spøgende og poetisk udforskning af fristelser, farer og den menneskelige tilstand. Sangen åbner med en fransk monolog, der oversættes til historien om en mand, der falder ned fra en 50-etagers bygning, og gentager for sig selv: 'Så langt, så godt', mens han styrtdykker. Dette sætter scenen for sangens centrale tema: illusionen om sikkerhed og det uundgåelige styrt, der følger. Monologen afsluttes med den gribende påmindelse om, at 'det vigtige er ikke faldet, det er landingen', der understreger konsekvenserne af vores handlinger og den falske følelse af sikkerhed, vi ofte holder fast i.
Teksterne skifter derefter til billederne af en sirene, et mytisk væsen kendt for at lokke sømænd til deres undergang med sin fortryllende stemme. 'Sømandsdrengen' i sangen er betaget af sirenens stilhed, et paradoks, der antyder kraften i uudtalt tiltrækning. På trods af hans bevidsthed om faren ('Han ved, han ved, han ved'), er han tiltrukket af hende, hvilket symboliserer den menneskelige tendens til at blive tiltrukket af det, vi ved er skadeligt. Den gentagne bøn om at 'holde sig væk' understreger den interne konflikt mellem begær og selvopretholdelse.
Omkvædet, med dets gentagne 'Hey, hey' og referencer til at sejle et skib og kysse døden, fremkalder en følelse af fatalisme og uundgåelighed. Linjen 'Vi er født til at genskabe syndige skabninger' antyder en cyklisk karakter af menneskelig adfærd, hvor vi er bestemt til at gentage vores fejltagelser. Gentagelsen af 'væk' i slutningen af sangen kan ses som et desperat forsøg på at undslippe konsekvenserne af vores handlinger, men det fremhæver også nytteløsheden af sådanne bestræbelser. Sevdalizas æteriske stemme og sangens spøgende melodi forstærker følelsen af melankoli og introspektion, hvilket gør 'Sirens Of The Caspian' til en dyb meditation over forlokkelsen ved farer og den menneskelige tilstand.