DPR IANs 'Peanut Butter & Tears' er en sang, der væver et billedtæppe af følelser og oplevelser, og tegner et billede af livets kompleksitet gennem levende billeder og metaforer. De indledende replikker sætter en scene for ubekymret opgivelse med 'Sunday morning karaoke', men sammenstiller dog hurtigt dette med en følelse af forsømmelse og uansvarlighed, da regninger bliver glemt på komfuret. Denne dobbelthed antyder et liv, der leves på kanten, hvor øjeblikke af glæde overskygges af underliggende problemer.
Det tilbagevendende motiv 'min tand har vrikket i årevis' symboliserer et vedvarende problem eller ubehag, som hovedpersonen har ignoreret eller ikke været i stand til at tage fat på, ligesom jordnøddesmørret, der sidder fast på ens mund. Omtalen af 'dine tårer' ved siden af dette antyder et forhold, der er anstrengt af hovedpersonens handlinger eller passivitet, da de indrømmer at være ude af stand til at kontrollere deres frygt. Sangens omkvæd fremkalder med sin glitter og læder en følelse af transformation og befrielse, måske fra begrænsninger af samfundsmæssige forventninger eller personlige hæmninger. Hovedpersonen synes at finde trøst i denne transformation, selvom den er flygtig eller overfladisk.
Sangen berører også temaer om identitet og perception. Linjerne 'Venner fortæller mig, at jeg ser så død ud' og 'Jeg bliver så venlig med fremmede' indikerer en afbrydelse mellem, hvordan hovedpersonen bliver set af andre, og hvordan de har det indeni. Forvandlingen fra en fremmed til en 'tabt elsker' antyder en rejse til selvopdagelse og ønsket om at genoprette forbindelsen til nogen eller noget fra fortiden. Overordnet set er 'Peanut Butter & Tears' et reflekterende stykke, der dykker ned i den menneskelige tilstand og udforsker spændingen mellem de ansigter, vi viser verden, og den uro, der ligger under.