keshis sang 'LIMBO' dykker ned i de interne kampe og modsætninger, man står over for, mens man forsøger at finde deres plads i verden. Teksterne udtrykker en følelse af at være fanget mellem forskellige tilstande, ligesom det liminale rum, som sangens titel antyder. Kunstneren beskriver at gå igennem bevægelserne, føle sig både selvsikker og svigagtig og kæmper med selvtvivl og selvrealisering. Denne dobbelthed er en almindelig menneskelig oplevelse, hvor man pendler mellem at føle sig i kontrol og fuldstændig fortabt.
Omkvædet i 'LIMBO' bruger metaforen om at jagte en solnedgang med hænderne ud af vinduet til at formidle en længsel efter frihed og et livstempo, der stemmer overens med kunstnerens sande jeg. Solnedgangen kan symbolisere en afslutning eller en overgang, og i denne sammenhæng ser den ud til at repræsentere en søgen efter fred og autenticitet. Den gentagne linje 'That's more my tempo' antyder et ønske om at leve livet i en rytme, der føles naturlig for den enkelte, frem for at tilpasse sig ydre forventninger.
I sangen kommer keshi også ind på ideen om kun at vise de bedste dele af sig selv til verden, et koncept, der giver genlyd i de sociale mediers tidsalder, hvor kurerede personas er normen. Kunstneren anerkender sin menneskelighed og ufuldkommenheder i håb om, at presset for at opretholde en facade ikke overvinder hans sande essens. Sangen er en ærlig refleksion over kompleksiteten af selvidentitet og jagten på et ægte liv midt i samfundets pres.