I 'Livet imiterer livet' dykker quannnic ned i den komplekse og ofte smertefulde oplevelse af identitet og indespærring. Teksterne maler et levende billede af en person, der føler sig fanget i deres egen hud, og sammenligner deres eksistens med et fængsel. Denne metafor om fængsling antyder et dybtliggende ubehag og en følelse af at sidde fast i en evig smertetilstand. Udtrykket 'evig smerte' understreger denne lidelses uendelige natur og gør det klart, at dette ikke er en midlertidig tilstand, men en kronisk tilstand, som fortælleren udholder.
Sangen udforsker også temaer om tab og skyld. Omtalen af en dukke tabt ved en dans og en efterfølgende bilulykke symboliserer uskyld og den bratte afslutning på en enklere og mere ubekymret tid. Dukken, et barndomsobjekt, repræsenterer noget dyrebart, der skødesløst gik tabt, og spejler fortællerens egen følelse af tabt identitet. Nedbruddet tjener som et vendepunkt, et øjeblik med irreversibel forandring, der driver fortælleren ind i en tilstand af fortrydelse og skyld. Linjen 'Det hele er forbandet hans skyld' indikerer en projicering af vrede og frustration på en anden, måske en figur, der påtvang fortælleren deres identitet, hvilket fik dem til at miste deres egen selvfølelse.
Gentagelsen af linjerne 'If you walked in my skin, You'll feel the jail' understreger universaliteten af denne oplevelse og inviterer lyttere til at føle empati med fortællerens vanskelige situation. Sammenstillingen af at blive 'stoppet ind' og derefter ønske at blive 'sluppet ud' afspejler den modstridende natur af deres eksistens - at føle sig indelukket og alligevel længsel efter frihed. Sangens spøgende melodi og gribende tekster skaber en kraftfuld fortælling om kampen for identitet og smerten ved at føle sig fanget i sig selv.