Sangen 'Hey Kids' af Molina lader til at indkapsle en følelse af træthed og desillusion, der kan være udbredt blandt de unge. Den gentagne hilsen 'Hey kids' efterfulgt af sætningen 'Into dust together' antyder en fælles oplevelse af falmning eller opløsning, som muligvis antyder tabet af uskyld eller de barske realiteter, som unge mennesker står over for, når de bliver ældre. Billederne af 'Øjenlåg / Heavy as leather' fremkalder en følelse af udmattelse og kampen for at holde sig vågen eller opmærksom, hvilket kunne tolkes både bogstaveligt og metaforisk som en kommentar til samfundets pres eller det moderne livs overvældende karakter.
Teksterne 'Fluffy days and nights / Looking clear but never anerkendt' kan afspejle den flygtige og overfladiske karakter af nutidige oplevelser, hvor øjeblikke, der ser ud til at være betydningsfulde, ofte hurtigt bliver glemt eller misforstået. Omtalen af 'manisk tale', der bliver 'lumsk', kunne være en kritik af den måde, kommunikation er blevet forvrænget eller skadelig på, måske i forbindelse med sociale medier eller det hektiske tempo i nyheder og information. Sangens atmosfære formørkes yderligere af linjen 'Out on this plastic beach / Turning obsidian', som kunne symbolisere et falsk eller kunstigt miljø, der bliver mere og mere mørkt eller korrupt.
Overordnet ser Molinas 'Hey Kids' ud til at være en kommentar til den kollektive oplevelse af nutidens unge, der står over for en verden, der er både fysisk og følelsesmæssigt belastende. Sangens hypnotiske gentagelse og spøgende tekster tegner et billede af en generation, der på én gang er forbundet og isoleret, tynget af vægten af deres 'tunge øjenlåg' og viden om, at de bliver 'til støv sammen'. Det er en opfordring til at anerkende de fælles kampe og måske en påmindelse om at finde solidaritet midt i det hele.