Mitskis 'First Love / Late Spring' er en gribende udforskning af følelsesmæssig sårbarhed og kompleksiteten af kærlighed og uafhængighed. Sangens tekster formidler en dyb følelse af længsel og selvmodsigelse, da kunstneren kæmper med ønsket om intimitet og frygten for dets konsekvenser. Mitskis musik dykker ofte ned i temaer om identitet, følelser og den menneskelige oplevelse, og denne sang er ingen undtagelse, der viser hendes evne til at formulere nuancerne af at føle sig fortabt og overvældet.
De indledende linjer i sangen sætter en melankolsk tone, hvor 'vinduets sorte hul' antyder et tomrum eller fravær, og 'nattebrisen' med 'noget sødt, et ferskentræ', der introducerer en følelse af længsel og uopnåeligt begær. Sætningen 'Wild women don't get the blues' er særligt slående, da den sammenstiller ideen om en frisindet, utæmmet kvinde med sårbarheden hos en, der 'græder som et højt barn.' Denne oxymoron fanger den interne konflikt mellem ønsket om at fremstå stærk og det naturlige menneskelige behov for at udtrykke sorg.
Sangens omkvæd er en bøn om afstand, hvor Mitski beder om at blive ladt alene, fordi hun føler sig kvalt af intensiteten af sine følelser ('Jeg kan ikke trække vejret'). Den japanske sætning 'mune ga hachikire-sōde' oversættes til 'mit hjerte føles som om det vil briste', hvilket understreger den fysiske påvirkning af hendes følelsesmæssige tilstand. Billederne af at stå på en afsats tyder på at være på randen af at træffe en livsændrende beslutning, drevet af en elskedes ord. Den gentagne anmodning 'Fortæl mig ikke, så jeg kan kravle ind igen' afslører en dybtliggende frygt for sårbarhed og ønsket om at trække sig tilbage til et sikkert sted, selvom det betyder at ofre potentialet for kærlighed og forbindelse.