TEYA DORAs sang 'Džanum' er en gribende udforskning af ensomhed og længslen efter forbindelse. Selve ordet 'džanum' er et udtryk for hengivenhed på flere Balkansprog, beslægtet med 'darling' eller 'dear', som umiddelbart sætter en tone af intimitet og længsel. Teksterne formidler en følelse af dyb personlig smerte og kunstnerens kamp for at finde nogen, der vil forstå og lindre deres lidelse. Den gentagne linje 'Niko neće džanum' antyder en følelse af at være uelsket eller uønsket, som om ingen er villig til at komme tæt nok på til at 'helbrede' talerens sår.
Billedsproget, der bruges i sangen, er rigt og stemningsfuldt og tegner et billede af en mørk og ensom verden. Henvisninger til en 'sort kæde', 'mørk daggry' og 'mit hav' skaber et landskab af indre uro. Havet, ofte en metafor for underbevidstheden eller følelserne, beskrives som tilhørende taleren, hvilket indikerer en personlig og muligvis tumultarisk indre verden. Omtalen af en helgen, der holder en sort kæde, kunne symbolisere ideen om at være bundet af skæbnen eller personlige dæmoner.
TEYA DORAs musikalske stil inkorporerer ofte elementer af traditionel balkanmusik med moderne popsensibiliteter, som kan mærkes i den spøgende melodi og rytme i 'Džanum'. Sangens struktur, med dets gentagne omkvæd og vers, afspejler den cykliske natur af talerens smerte og den ubarmhjertige søgen efter trøst. Manglen på opløsning i sangens fortælling afspejler den igangværende kamp med temaerne ensomhed og ønsket om helbredelse, som kan vække genklang hos mange lyttere.