Sangen 'Chalo Araujo' af Roberto Tapia er en narrativ corrido, en traditionel mexicansk ballade, der ofte fortæller en historie om helte, skurke og bemærkelsesværdige skikkelser. Teksterne fortæller om livet og døden af en mand ved navn Gonzalo Araujo, kendt kærligt som Chalo, som var en velkendt figur i sit samfund og muligvis forbundet med organiseret kriminalitet. Sangen begynder med en dyster tone, der afslører, at Chalo tog sit eget liv, hvilket er en overraskende og tragisk vending for en, der var så velanset.
Sangen fortsætter med at beskrive Chalos tilknytning til forskellige berygtede skikkelser, herunder narkobaroner og kriminelle kliker, hvilket indikerer hans involvering i en farlig livsstil. På trods af sine ulovlige aktiviteter bliver Chalo portrætteret som en respekteret person, hvor teksterne understreger den loyalitet og erindring, han befaler fra sine venner. Omtalen af karavaner og bevogtede områder antyder, at han var en mand med magt og indflydelse. Derudover berører sangen hans kærlighed til 'fine kvæg', en eufemisme for smukke kvinder, og anerkender hans talrige romantiske møder og børn.
I de sidste vers skifter sangen til en mere personlig tone, hvor Chalo henvender sig direkte til sine venner og beder dem om at huske ham med glæde med musik og fest. Sangen afsluttes med et nik til korridos, der er skrevet om hans liv, og cementerer hans arv i traditionen med mexicansk folkemusik. Billedet af Chalo, der sidder med en øl og lytter til en corrido om sit liv, omgivet af venner, tegner et billede af en mand, der levede livet på sine egne præmisser, med alle dets kompleksiteter og modsætninger.