Hun bar blåt fløjl
Blåere end fløjl var natten
Blødere end satin var lyset
Fra stjernerne
Hun bar blåt fløjl
Blåre end fløjl var hendes øjne
Varmere end maj hendes ømme suk
Kærligheden var vores
Vores kærlighed jeg holdt fast
At mærke henrykkelsen vokse
Som en flamme, der brænder klart
Men da hun gik, var gløden væk
Blå fløjl
Men i mit hjerte vil der altid være
Dyrbar og varm, et minde
Gennem årene
Og jeg kan stadig se blåt fløjl
Gennem mine tårer