Seafrets 'Atlantis' er en gribende ballade, der dykker ned i den følelsesmæssige uro i et svigtende forhold, og bruger metaforen om den legendariske sunkne by til at illustrere sammenbruddet af et engang så solidt bånd. Den britiske musikduo, kendt for deres følelsesladede historiefortælling og folk-pop-lyd, fanger essensen af hjertesorg og kampen for at komme overens med slutningen på et kærlighedsforhold. Sangens melankolske melodi supplerer de introspektive tekster og skaber en kraftfuld fortælling om tab og resignation.
De indledende linjer sætter en dyster scene med øde træer og en følelse af isolation, der antyder den tomhed, der følger efter en adskillelse. Henvisningen til 'rystende grund' antyder, at forholdet var bygget på et skrøbeligt grundlag, der var tilbøjelig til at bryde sammen under pres. Den gentagne sætning 'Jeg kan ikke redde os, min Atlantis, vi falder' driver følelsen af hjælpeløshed hjem, da taleren erkender deres manglende evne til at forhindre den uundgåelige undergang. Billederne om at bygge op kun for at trække ned afspejler den cykliske karakter af deres indsats, hvor ethvert forsøg på at redde forholdet i sidste ende fører til yderligere ødelæggelse.
Gennem hele sangen betegner samspillet mellem 'hjerte' og 'hoved' den indre konflikt, der opleves under et brud, hvor følelsesmæssig tilknytning og rationel erkendelse er i modstrid. Teksterne formidler en følelse af endelighed og accept, da taleren indrømmer den uoprettelige skade forårsaget af ord og handlinger. Seafrets 'Atlantis' giver genklang hos alle, der har stået over for den svære beslutning om at give slip, idet de erkender, at nogle ting, når de først er brudt, ikke kan repareres, ligesom den tabte by, der aldrig kunne genvindes fra havet.