Kenzies sang 'anatomy' dykker ned i de komplekse følelser omkring et anstrengt forhold til en forælder. Teksterne formidler en følelse af længsel og uforløste følelser, da kunstneren kæmper med dette forholds indvirkning på hendes identitet og følelsesmæssige velvære. Åbningslinjerne satte scenen for en samtale mellem Kenzie og en forælder, der har været fraværende i en længere periode. På trods af tidens gang forsøger forælderen at interagere, som om intet har ændret sig, hvilket kun fremhæver den følelsesmæssige afstand og manglende forståelse mellem dem.
Omkvædet 'anatomi' bruger metaforen om fysisk lighed til at udtrykke den uundgåelige forbindelse, Kenzie føler til sine forældre, på trods af deres følelsesmæssige afbrydelse. Hun kæmper med, at en, der biologisk set er en del af hende, kan være så følelsesmæssigt fjern. Linjen 'Det er bare anatomi' antyder en resignation over for det biologiske bånd, samtidig med at det udtrykker frustration over, at dette bånd ikke udmønter sig i et meningsfuldt forhold. Kenzies omtale af at ændre sin næse og datingmønstre afspejler hendes forsøg på at hævde kontrol over sin identitet og bryde væk fra indflydelsen af hendes forældres handlinger.
Gennem hele sangen henvender Kenzie smerten ved at føle sig uvigtig for en, der teoretisk set burde bekymre sig dybt om hende. De gentagne spørgsmål om, hvorfor forælderen ikke savner hende så meget, som hun savner dem, understreger et dybtliggende behov for validering og kærlighed. Sangen er en gribende udforskning af de måder, hvorpå forældrerelationer former vores følelse af selv, og hvordan fraværet eller forsømmelsen af en forælder kan efterlade varige følelsesmæssige ar.